Indkøring i Børnehuset Kong Gulerod
Opstart i Børnehuset Kong Gulerod er en ny og spændende tid for både barn og forældre. Vi ved, at det kan være svært at aflevere sit barn i andres hænder – ofte for første gang – og derfor lægger vi stor vægt på tryghed, ro og et tæt samarbejde med jer.
Alle børn er forskellige, og indkøringen tilpasses altid det enkelte barns behov og tempo. Der findes ingen fast skabelon, men vi trækker på vores erfaring og faglige viden og er i løbende dialog med jer undervejs.
Indkøringen strækker sig som regel over ca. to uger. De første dage er I sammen med jeres barn, og vi tager det stille og roligt, så barnet får mulighed for at lære stedet, os og de andre børn at kende. Herefter øver vi gradvist at sige farvel i korte perioder, så barnet oplever, at mor og far altid kommer tilbage, og at vi passer godt på det imens.
I takt med at barnet bliver mere trygt, bygges dagene langsomt op. Nogle børn er hurtigt klar til at få en lur hos os, andre har brug for længere tid – begge dele er helt okay. Det er vigtigt, at I afsætter god tid til indkøringen (minimum 14 dage), så der er mulighed for korte dage og fleksibilitet.
Vi kontakter jer altid, hvis jeres barn har brug for jer. Ingen børn skal være utrøstelige hos os. Nærhed, omsorg og en tryg favn er grundlaget for vores arbejde – og når I er væk, er vi jeres barns trygge base.